Julie & Morten

Tanker om livet fra os til jer...

2006-05-12

Læseferie - den ærgerlige ferieform...

Jeg har efterhånden været på Bornholm en lille uges tid. Planen var, at jeg skulle læse til eksamen, men det er svært ikke at engagere sig i tusind andre ting, når man er hjemme hos sin familie. Og det er ikke alene overspringshandlinger, men ægte indlevelse i familielivet!

Onsdag aften dukkede Morten endvidere op herovre på opfordring af undertegnede, og det er jo skønt at have ham her... =) Planen var, at han og jeg skulle læse sammen, men jeg lokker ham på afveje med alskens familierelateret - som nu idag, hvor vi skal på picnic med min mors veninde, min ældste lillebror og hans kæreste (som ellers bor på den anden side af øen, i Rønne). Vi skal op i Paradisbakkerne her udenfor Nexø, hvor min mors veninde kender et skønt spot for en picnic. Hun medbringer al mad, da hun elsker at lave den slags, og vi skal blot have drikkevarer og godt humør med i vores kurv.
Picnic er jo skønt - men alting føles forkert at gøre, når man har et tungt åg af læsepensum hængende over hovedet. Morten er langt bedre end jeg til at udnytte de små pauser i løbet af dagens program til at gribe sin bog eller computeren, hvor han flittigt skriver noter ind...

Nå, men i morgen går turen hjem til Kbh, og så skal Morten i 2 x nattevagt, så da er jeg helt alene og har tænkt mig at stifte nærmere bekendtskab med matematik på b-niveau lørdag-tirsdag (skal op onsdag)... Så må vi se, hvordan det går...

Var til jobsamtale igår på "Bornholms bedste restaurant", hvor jeg har arbejdet i sommeren for 4 år siden, men den ny ejer kunne ikke love mig faste vagter - øv, det kunne ellers have været perfekt at bo og arbejde herovre i juni og juli, og på den måde suge den sidste omgang ø-nektar og sommerliv, inden min mor flytter fra øen permanent. Efter knap 10 år som "førdere" (tilflyttere/fastboende herovre), bliver det ikke lige denne ø, vi først kommer til at besøge som turister... Verden har jo så meget andet at byde på...

Nuvel, fortsat god forårsdag til dig =)

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home